fbpx

Find din kundetype, og skriv præcise tekster

Nyhedsbreve, Content

Af tekstforfatter Majbritt Lund.

Sælger dine nyhedsbreve ikke nok? Og bruger du for lang tid på at skrive dem? Selv om du har taget adskillige kurser i e-mailmarkedsføring og er sikker på, at du gør det hele rigtigt?

Så kan det være, at du bare gør en enkelt ting forkert. Og det er, at du ikke rammer din læser præcist i dine nyhedsbreve. Det er der en løsning på. En løsning, der også gør det meget lettere for dig at løse dine øvrige markedsføringsopgaver.

Løsningen er at vælge én af 4 emotionelle kundetyper, som jeg præsenterer dig for lige om lidt. Når du én gang har valgt en kundetype, får du også en række anbefalinger til, hvordan du rammer den specifikke type i din markedsføring. Herefter rammer du den rette kundetype præcist i al din markedsføring.

Specifikt ift. nyhedsbreve får du fremover den fordel, at du fremover ved,

  • hvilken stil dine nyhedsbreve skal have. Eksempelvis om du skal eksperimentere eller skrive mere traditionelt
  • hvilken type indhold, læserne foretrækker
  • hvilke konkrete ord, læserne reagerer på

Og du ved, om de køber, når du

  • præsenterer dem for noget nyt og spændende
  • virker imødekommende som person
  • fremstår som den bedste på markedet
  • har årelang erfaring med netop deres branche

For når du arbejder efter en kundetype, sikrer du, at ord + indhold + produkt + markedsføringskanal rammer den samme type. Modsat måske at skrive om det, din målgruppe gerne vil læse, men i et sprog, de ikke kan identificere sig med.

Mød de 4 kundetyper nu

Den røde kundetype

Går op i at have det nyeste af det nye. De skiller sig ofte ud fra gruppen og motiveres til at rykke på noget, andre ikke har prøvet før. Køber, når såvel produkt som markedsføring overrasker. Dvs. nyhedsbreve, der ikke følger en bestemt struktur, og hvor pointen ikke er skåret ud i pap. Røde ord: Eventyrligt, nyt, mystisk, hemmeligt, gå på opdagelse

De gule kundetype

De omsorgsfulde, der går op i, at alle har det godt. De foretager gerne et køb, der bekræfter dem selv i at være den gode mor, hustru eller veninde (eller far, ægtemand eller ven). Køber, når såvel produkt som sælger giver dem en god mavefornemmelse. Derfor er det vigtigt at kende sælgerens værdier og mærke de gode intentioner. Gule ord: Fællesskab, føle, varm, hygge, samle, dejlig

Den blå kundetype

Målrettede mennesker, der følger en strategi for at nå deres mål, og ser alle mål som delmål til et nyt mål. Ambitiøse og strategiske mennesker, der gerne vil have, at andre ved, det går dem godt.

Køber gerne, når virksomhed + produkt kommunikerer succes, eller hvordan de selv får succes. Derfor skal nyhedsbrevene være fejlfri, og pointer + udbytter skal være tydelige. Blå ord: Strategi, kontrol, erobre, vækste

Den grønne kundetype

Loyale holdspillere, der foretrækker det, de kender, eller det mest velkendte. Både ift. køb, relationer og traditioner. For hvorfor ændre på noget, der virker? Køber, når de kan gennemskue alle detaljer. Både ift. selve købet + hvordan de skal bruge produktet i praksis. Derfor er nyhedsbreve til grønne ofte lange, ligesom de grønne værdsætter en fast struktur ift., hvornår nyhedsbrevet kommer + hvordan det er bygget op. Grønne ord: Tradition, trin for trin, forberede, grundig

Derfor skal du kun vælge én kundetype

De færreste mennesker er 100 % en arketype. Men der er en type, vi er mest, alt efter hvad vi køber.

Mange virksomheder sælger produkter og ydelser, som de kunne sælge til hver af de 4 kundetyper. Men de skal vælge den kundetype, der vil værdsætte firma + produkter mest, og fokusere på den.

For når du målretter din markedsføring til én bestemt kundetype, sikrer du en rød tråd i din samlede markedsføring, hvilket understøtter din troværdighed. Samtidig sikrer du, at de kunder, der reagerer på en del af din markedsføring, også vil reagere på resten af markedsføringen hele vejen til kasseapparatet.

Modsat markedsføring, der aktiverer en kundetype på sociale medier eller i annoncer, mens hjemmesiden eller den fysiske forretning viser noget helt andet. Med det resultat til følge, at du bruger ressourcer på markedsføring, hvorefter målgruppen går i stå i købsprocessen.

Kundetyper er mere effektive end demokunder

Måske arbejder du allerede efter en demokunde. Altså en konkret person, du ser for dig, når du skriver eller løser dine øvrige markedsføringsopgaver. Eksempelvis: Kvinde, 35 år, arbejder som LEAN-konsulent i mellemstor virksomhed. Bor i Helsingør med mand og 2 børn og spiller håndbold.

Selv om der er mange fordele ved en demokunde, giver demokunden dig ikke konkrete anvisninger på, specifikt hvilken markedsføring, der motiverer vedkommende til at købe. Det gør kundetypen. Derfor kan din demokunde ikke erstatte en emotionel kundetype. Men du kan kombinere metoderne, så du både vælger en kundetype + giver vedkommende konkrete karakteristika fra en demokunde.

Hvor du forholdsvis nemt kan definere en demokunde, er det noget sværere med kundetyperne. For du skal vælge ud fra mange forskellige parametre, og nogle gange kan et enkelt parameter være grunden til, at én kundetype aldrig bliver rigtig tilfreds med at være kunde hos dig. Eksempelvis hader de blå at stå i kø, mens dankortet stivner hos de gule, hvis atmosfæren er kold, eller kemien mangler.

Derfor indleder jeg som regel et samarbejde om markedsføring målrettet en specifik kundetype med et par timers rådgivning. Her gennemgår kunden og jeg, hvilken kundetype der vil være mest oplagt at gå efter, og om kunden skal justere produkt, forretningsbetingelser eller markedsføring for at ramme kundetypen bedre. Ofte indleder vi med at justere få steder i markedsføringen, og fremover laves alt ny markedsføring til kundetypen fra starten.

Derfor betyder valg af kundetype ikke, at du skal til at lave hele din markedsføring om med det samme.

Om skribenten:

Majbritt Lund er uddannet journalist og har siden 2007 drevet eget kommunikationsfirma, hvor hun skriver tekster for sine kunder, underviser og rådgiver. Hun skriver primært tekster til onlinemarkedsføring og har stort fokus på SEO-tekster, der sælger samt nyhedsbreve.

Sommer 2017 blev hun som en af de første certificeret i emotionelle kundetyper.